Redningsplanen klarede økonomisk uføre

Bankoudvalget, der på et enkelt år har skaffet 200.000 kr. i overskud til aktiviteterne i H.B.K. Stående fra venstre Svend Aage Rasmussen, Elmer Rørby, Preben Stokholm, Lindy Gandrup, Bent Snejbjerg, Leif Christiansen og John Børlum. Forreste række fra venstre Else Mæng, Edith Børlum, Sonja Rørby, Lis Christiansen, Karin Snejbjerg og Elna Gandrup.

De økonomiske problemer var tilbagevendende i det meste af halvfjerdserne. Bestyrelsen brugte tre fjerdedele af sin tid på dem, for indflytningen i hallen havde vist sig at være en dyr affære, når aktivitetsniveauet og dermed de direkte klubudgifter samtidig steg.

Dels skulle byggeriet til 1 million kr. forrentes og afdrages af klubben som eneste lejer og bruger, dels skulle udredes inspektørløn og betales lys, varme og andre faste udgifter. Kørselsudgifterne var også anseelige, efter at man var kommet op i Danmarksturneringen, og efter at DSBs sportsrabat var faldet bort. Boldudgifterne tyngede også på budgettet, for de steg naturligvis i takt med aktiviteterne.

Herningordningen havde været en god håndsrækning, da man sad til den billige leje i Elhallen, men nu viste det sig, at den virkede skævt. F.eks. kunne man konstatere, at man midt i halvfjerdserne havde en nettohusleje på 50.000 kr. om året (efter at kommunens støtte var indgået i regnskabet). Havde klubben derimod benyttet en hal, der var stillet til rådighed af kommunen, ville lejen med det samme antal spilletimer kun have været en trediedel.

Den sportsligt aktive klub, der ønskede at få foden under eget bord, straffedes altså på bekostning af den, der forventede, at der var lokaler til rådighed. Derfor gik badmintonklubben til angreb på Herningordningen. Den kunne gøre det med god ret, for den var selv den klub i hele Herningområdet, som i størst omfang via kontingent og indsats af enkeltpersoner eller grupper havde formået at skabe de store indtægter, som var nødvendige for at sidde i egne lokaler og holde en høj sportslig standard. Der var altså ikke tale om klynkeri — men alle forsøg på at fremkalde en revision strandede.

For at klare de økonomiske skær blev lagt en redningsplan, der forudsatte en enthusiastisk indsats over en bred front for først at stabilisere, siden forbedre regnskabet, der i en årrække havde vist negativt driftsresultat. Klubbens kasserer, Preben Stokholm, skulle vise sig at blive en solid ankermand i dette projekt.

Et led i saneringsplanen blev oprettelsen af en forældreforening, kaldet H.B.K.s Støtteforening. Bankospil var en af indtægtsmulighederne, og ikke mindst bankoudvalget, der blev startet af Niels Møller, videreført af Bent Snejbjerg og nu har Lindy Gandrup som en meget iderig formand, har sørget for, at indtægter som aldrig før er strømmet ind til klubben. I det sidste år har nettoindtægten ved bankospillet været ikke mindre end 200.000 kr. !

Samtidig bragtes kørselsudgifterne ned, fordi endnu flere forældre stillede sig til rådighed med biler (siden anskaffede klubben sin egen minibus), men Støtteforeningens midler er kommet ad mange kanaler: kontingent, lodseddelsalg, motioniststævner og leje af solarium. Så langt borte som på HO Fåremarked dukkede forældreforeningen fra Herning op med sin salgsbod. Den sidste nye ide er et V-4 spil, der engagerer tilskuerne i førsteholdskampene i endnu højere grad end tidligere.

Støtteforeningens bestyrelse under skiftende formænd som Conny Simonsen, John Børlum, Svend Rasmussen og nu Grethe Bang, har ikke alene kunnet møde med nye, friske ideer, den har også kunnet tage fat med værktøj i hånden, så dyre håndværkerregninger er blevet sparet. En hel juleferie tilbragtes oppe under hallens loft, beskæftiget med at fastgøre lydisoleringsplader.

Resultatet af anstrengelserne var, at efter syv magre år kunne klubben i 1981 for første gang møde med en positiv egenkapital. Æren for det havde ikke alene bankoudvalg og støtteforening, men alle dem, der trak det daglige læs: ledere på senior- og ungdomssiden, instruktører, trænere, spilleudvalg, turneringsspillere og bestyrelsesmedlemmer. Aldrig før havde man oplevet en så helstøbt arbejdsindsats over for en fælles sag som i denne krisesituation, hvor skriften på væggen fortalte, at man var ved at gå fra gården.

Da man var kommet ind i økonomisk smult vande, gik skipper med god samvittighed fra borde: Per Olaf Poulsen havde da været formand i otte sportsligt fremgangsrige, men ellers meget vanskelige år, hvor formandsposten ikke kunne have været i bedre hænder, fordi så mange interesser skulle tilgodeses og koordineres. Han hædredes i 1984 med rette med æresmedlemsskab af sin klub. Per Olaf Poulsen fortsatte som formand for Den selvejende Institution Herning Badmintonhal, en post, han fortsat beklæder.

Ny formand blev også en tidligere førsteholdsspiller Kaj Duch, der udførte et glimrende arbejde i de fire år til 1985, hvor han blev forflyttet til tjeneste ved civilforsvaret i Århus.

Han afløstes af den nuværende formand, Allan Schou, som nu leder klubben med sin bestyrelse og to meget professionelt arbejdende spilleudvalg. Den store arbejdsbyrde er fortsat på ungdomssiden, hvor Leif Christiansen netop er afløst af Jørn Johannesen. Ungdomsafdelingen er stadig klubbens største »arbejdsplads« med syv ungdomsspilleudvalgsmedlemmer, 12 hjælpetrænere foruden holdledere og Støtteforeningen, som primært arbejder for ungdommen.