Et brud — og en uventet udvej

Planerne om egen hal blev derfor hentet frem igen, og i januar 1958 meddelte klubben, at man på grundlag af et projekt fra arkitekterne brødrene Brockstedt-Christensen ville bygge sin egen hal med fire baner til 120.000 kr. Af samme grund hjemkaldte man de 20.000 kr., der var stillet til rådighed for S.I.K.H., som ikke var kommet videre med sit idrætshalprojekt. Pengene var i mellemtiden blevet til 25.500 kr.

Meddelelsen virkede som noget af et bombenedslag i den herningensiske idrætsverden: S.I.K.H. indkaldte omgående til et formandsmøde, der blev meget livligt. De fleste formænd var enige om at fordømme badmintonklubben — en af dem lovede endog, at der ville blive gjort alt for at spænde ben for dens planer — men Holger Knudsen erklærede med byggeudvalg og bestyrelse i ryggen, at man ikke agtede at ændre noget. Klubben var i for lang tid blevet holdt hen, og nu ville man selv skaffe sig udveje. I Gråsten havde badmintonspillerne bygget en hal med kun 1700 kr. i ryggen, skulle man så ikke med 25.500 kr. kunne klare den samme opgave i Herning?

Samvirkende Idrætsklubber svarede med også at nedsætte et byggeudvalg. Bare det ikke bliver et utilfredsstillende hastværksarbejde? kunne man læse i en aviskommentar. Og at der nok var noget om det, tydede udviklingen på. Det projekt, S.I.K.H. havde midler til, ville blive alt for lille, mente de fleste klubber — og efter en meget kort levetid ophævedes udvalget.

Medvirkende til, at S.I.K.H. opgav sine bestræbelser, var dog nok mest, at man ikke længere følte sig i konkurrence med badmintonklubben, for der havde pludselig vist sig en mulighed for at tilfredsstille dens pladsbehov uden byggeri.

Herning Elværks store maskinhal på Enghavevej var nemlig blevet tømt, efter at Vestkraft havde overtaget elforsyningen af Herningområdet, og her kunne indrettes et spillelokale med fire baner, når det fornødne trægulv var lagt.

Kommunen viste stor velvilje, og driftsdirektør Poul Smed fra de kommunale værker var en særdeles imødekommende vært, der gjorde alt for at hjælpe, så i 1958 rykkede klubben ind sammen med Herning Tennisklub, der disponerede over tirsdagen, mens badmintonspillerne havde resten af ugen.

Så god som en rigtig badmintonhal var Elhallen ikke selv om loftshøjden var udmærket. Navnlig opfyldte belysningen ikke alle krav, men alligevel var der stor glæde over denne løsning, som ikke alene var billig, men også sikrede en fast spillerytme.

De forbedrede spilleforhold manifesterede sig ikke blot i øget medlemstilgang, så man ved 25 års jubilæet i 1962 kunne mønstre 200 medlemmer, men også i fremgang i spillestyrke, så klubbens førstehold i 1961 kunne rykke op i Jyllandsserien, den fornemste række inden for Jyllands Badminton Kreds. Desuden havde man tre seniorhold og et juniorhold i den særlige vestjyske turnering. Og af de 200 medlemmer var de 80 juniorer og puslinge.

25 års jubilæet blev markeret ved en åben turnering med mere end et halvt hundrede af de bedste herrespillere med Jørgen Mortensen og Henning Borch, Amager, i spidsen, og med en snes af de dygtigste damer, deriblandt Anette, Skovshoved, veteranen Inger Kjærgaard, Kolding.

Også doublerne var stærkt besat. Blandt navnene finder vi de senere fremtrædende D.B.F.-folk Ole Mertz, Skovshoved, og Jørgen Brix Steby, Triton, Aalborg. Blandt de seedede spillere var Kaj Duch, Aarhus. Han skulle senere blive fast mand på H.B.K.s førstehold og formand i klubben.

Turneringen sluttede med en festmiddag på Hotel Princess. Ved den lejlighed indviedes klubbens nye fane. Borgmester Jens Mathiasen havde den trøst (?) til klubben, at det giver sammenhold, når der er noget, man kan irriteres over, f.eks. lyset i hallen. I en klub, hvor alt bliver foræret perfekt, tror jeg ikke, at den rigtige pionerånd trives, sagde han og tilføjede: Men det gør den i Herning Badmintonklub.

På det tidspunkt var det blevet populært blandt ungdommen at spille badminton. De danske triumfer i All England-turneringen bidrog naturligvis hertil. Dansk badminton oplevede i disse år, hvad svensk tennis senere kaldte Björn Borgeffekten, alle ville gå i idolets spor.

Erland Kops gik til tops i All Englands herresingle i 1958, og ialt seks gange vandt han rækken. På samme måde dominerede Jørgen Hammergaard Hansen/Finn Kobberø med fire herredoubletitler på rad. I damedouble og mixeddouble tog Danmark også stribevis af stik med Karin Jørgensen, Ulla Rasmussen (Strand) og Kirsten Thorndal som de store navne. Når den danske All Englandtrup drog afsted, var spørgsmålet ikke, om den ville få førstepladser, men hvor mange. Badminton var i vælten, og det smittede af på klubberne, også i Herning.

Elhallen var god, men ikke ideel til badminton. Men trods de knebne pladsforhold og den noget utilfredsstillende belysning havde både turneringsspillere og motionister glæde af lokalet, hvor førhen elværkets store maskiner stod.