Men man holdt ikke alene optimismen og klubånden i live, som Rich. Heilbo havde konstateret. Just som det så allerværst ud, rettede bestyrelsen blikket fremad, og målet var opførelsen af en badmintonhal, når krigen var forbi. I marts 1945 orienterede man sig med arkitekt Oehlenschläger Christiansen, Herning, og der indkaldtes til en ekstraordinær generalforsamling for at forelægge sagen for klubbens medlemmer og få den fornødne bemyndigelse til at arbejde videre med.

På denne generalforsamling fastslog formanden, Tage Jepsen, at Herning Badmintonklub altid havde savnet gode forhold at dyrke spillet under. Det havde bl.a. bevirket, at klubben i spillestyrke var underlegen over for andre byer. Endvidere manglede man plads til medlemmer. Med hensyn til muligheden for at spille i den påtænkte Herninghal havde bestyrelsen store betænkeligheder ved det økonomiske, da det nok ville blive for dyrt at spille i den.

Bestyrelsens planer gik derfor ud på selv at bygge en hal med tre baner til 90.000 kroner. Næsten halvdelen af beløbet kunne dækkes gennem beskæftigelsestilskud og kommunalt tilskud, resten ville man samle ind blandt badmintoninteresserede, ved bortlodninger og optagelse af lån.

Det tegnede så lovende, at der var enighed om at nedsætte et byggeudvalg. Det skulle bl.a rejse den nødvendige egenkapital. Allerede samme år holdtes en basar, der gav et overskud på 5000 kr. Ved efterfølgende tombolaer på torvet og bortlodning af en bil — en helt usædvanlig lotterigevinst på det tidspunkt — voksede byggefonden hurtigt til det efter tidens målestok store beløb af 20.000 kr.

Medlemmerne tog altså godt imod bestyrelsens planer. Det samme var ikke tilfældet i kredsen, der stod bag det netop dannede aktieselskab Herning-Hallen, hvor man kalkulerede med, at badmintonklubben ville blive en af de lejere, der kunne skæppe godt i kassen.

Tage Jepsen blev derfor indkaldt til et møde, taget hårdt i skole og manet til fælles fodslag, men han fastholdt, at man i Herninghallen ikke ville kunne spille til en leje, klubben fandt rimelig.

Det fælles fodslag hang sammen med, at Herninghalprojektet oprindelig var fostret af den herningensiske idrætsverden. Allerede ved stiftelsen af Samvirkende Idrætsklubber i Herning (S.I.K.H.) i 1942 havde Herning Gymnastikforenings formand, Henning Skytte Jensen, påpeget, at en af sammenslutningens opgaver måtte være at bygge en stor hal til gavn for idrætten i byen.

Året efter bemyndigede S.I.K.H.s repræsentantskab bestyrelsen til at lade udarbejde skitseprojekt til en 20 gange 30 meter stor hal med siddeplads til 2000 tilskuere. Herning Bads arkitekt, dr. tech. Chr. Ostenfeld, København, fik opgaven overdraget. Den hal, han tegnede, blev anslået at ville koste 600.000 kr. uden inventar. Pengene ville man skaffe ved at tegne en aktiekapital på 200.000 kr., et lignende beløb skulle komme fra Herning Kommune, mens resten skulle tilvejebringes gennem en form for lån eller statstilskud.

Da idrætsklubberne indså, at det ikke var realistisk, at de selv kunne tegne for 200.000 kr. aktier, blev sagen i stedet lagt ud som en fælles byopgave. Derfor dannedes 30. december 1944 Aktieselskabet Herning-Hallen med S.I.K.H.s bestyrelse som stiftere, men med folk uden for idrættens kreds som bestyrelse, således grosserer Frithjoff Eland som formand. Og på en uge tegnedes aktier for 122.500 kr!

Hverken Herning-Hallen eller badmintonklubben havde imidlertid udsigt til med det første at komme i gang med deres projekt, for alle den slags byggerier måtte lægges i skrivebordskuffen, først på grund af de stadig mere knugende forhold i besættelsestidens sidste del, senere på grund af den store mangel på byggematerialer efter krigen. Alt byggeri var underkastet igangsætningstilladelse — og sportshaller var der slet ikke råd til.

En overgang håbede badmintonklubben at kunne klare problemet ved at købe en af tyskernes hangarer på Karup flyveplads og flytte den til Herning, men det viste sig umuligt, da det kom til stykket.

Der var altså ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed. Spillet fortsatte derfor i Søndre Anlæg. Medlemmerne ønskede at blive her, skønt bestyrelsen var betænkelig ved økonomien og forholdene i det hele taget.

Omsider holdt man dog op, fordi det i strenge vintre var umuligt at bruge lokalet, som ikke havde indlagt varme. I 1952 havde man kun seks gymnastiksalstimer til rådighed, og klubben kunne derfor kun have 32 aktive medlemmer, der mest dyrkede motionsspillet.

Efter 15 års arbejde var man med andre ord ikke nået videre end ved starten i 1937, unægtelig et mistrøstigt resultat. Ikke underligt, at mange følte, at tiden måske var inde til at lægge badmintonsporten i Herning i mølpose, indtil bedre tider viste sig.

Men heldigvis var bestyrelsen ikke til sinds at give op.