Krigens vanskelige år

Endnu inden det første år var gået, meddelte Henrik Degett, at han ønskede at gå som formand. Det afstedkom en ekstraordinær generalforsamling, hvor den samlede bestyrelse stillede mandaterne til rådighed. Resultatet blev en delvis ny bestyrelse, der konstituerede sig med Tage Mikkelsen som formand.

Da man skulle i gang med sæsonen 1938-39, kom den glædelige meddelelse fra byrådets skoleudvalg, at klubben kunne få lov til at benytte begge gymnastiksale på Nørregades Skole om lørdagen. Det betød, at medlemstallet kunne forøges med 12 til 36 til stor glæde for kassereren og for en lille flok håbefulde badmintonenthusiaster, deriblandt forfatteren til disse linier!

Det kunne dog ikke hindre Tage Mikkelsen i et hjertesuk, da han ved årsskiftet til Herning Folkeblad sagde, at mange flere venter på, at spillets popularitet skal stige endnu nogle grader hos skoleudvalgets medlemmer.

»For de, der har haft en time i badminton og mærket, hvorledes alle muskler bliver rørt i dette spil, og hvilket personligt velvære, man opnår, er det naturligt, at badminton har opnået sin enestående udbredelse.

Når byrådet nu løser den store opgave med et nyt gymnasium, turde klubben måske håbe på, at der bliver taget hensyn til badmintonspillets udbredelse i vor by ved at stille den nye, forhåbentlig høje gymnastiksal til klubbens rådighed, så manglen på en badmintonhal bliver mindre følelig<<.

Som ældre herningensere vil vide, blev det planlagte gymnasiebyggeri ikke til noget på grund af krigen, der udbrød godt et halvt år efter, så badmintonspillerne måtte fortsætte på Nørregades Skole, hvor behovet langtfra kunne dækkes gennem de tildelte timer.

Klubbens formand i hele krigsperioden var Tage Jepsen, der i 1939 afløste Tage Mikkelsen, og det var ikke mindst hans energiske indsats, der bevirkede, at de mange vanskeligheder ikke fik klubben til at gå i opløsning.

Det begyndte i det små med, at man måtte spare på lyset, og på generalforsamlingen i efteråret 1939 lød en opfordring til medlemmerne om at drage omsorg for, »at klubben ikke kommer i misry ved at bruge mere lys end nødvendigt«.

Men allerede i 1940 måtte man give afkald på aftentimer. Til gengæld fik man lov at spille i gymnastiksalene hver søndag formiddag. »Denne tildeling er over forventning, og klubben kan absolut være tilfreds<<, noterer en taknemlig sekretær.

I dele af medlemskredsen herskede dog ikke så stor tilfredshed. På generalforsamlingen i efteråret 1940 ønskede flere medlemmer at blive overført som passive, »da de absolut ikke kunne spille om søndagen«.

Disse personlige overvejelser, der hang sammen med den opfattelse, at idræt ikke hørte hjemme i højmessetiden, blev dog snart overflødiggjort, for i 1941 stod man uden lokaler, efter at den tyske værnemagt havde beslaglagt Nørregades Skoles gymnastiksale.

Klubben var på det tidspunkt ikke langt fra at gå i opløsning, men en udvej viste sig, da det så allerværst ud: pavilIonen i Søndre Anlæg kunne måske indrettes som spilleplads. Salen var stor nok til en bane, og der var rimelig loftshøjde, hvis nogle jernbarduner i loftskonstruktionen kunne fjernes.

Det ville imidlertid være lidt af et voveligt eksperiment, for det var disse barduner, der holdt ydermurene på plads. Inden bardunerne kunne fjernes, måtte murene derfor støttes med svære bjælker, men alligevel var det et spændende øjeblik, da den sidste bardun blev løsnet: ville hele bygningen styrte sammen som et korthus?

Det skete heldigvis ikke, og så var man klar til at spille badminton, thi for 10 kr. om ugen havde man fået lovning på salen og et opvarmet omklædningsrum hver aften. Værten, Elias C. Jensen, påtog sig endda at stå parat med aftenskaffe til de spillere, der ønskede det, og at opkræve klubbens kontingent.

Denne aftale syntes at bringe en lysning for den betrængte klub, selv om det langt fra var tillokkende at skulle begive sig gennem den mørklagte by og ind i det endnu mere bælgmørke anlæg for at famle sig frem til pavillonens indgang. Tit stødte man på tyske soldater, der flittigt benyttede netop Søndre Anlæg til stævnemøde med deres kvindelige bekendtskaber.

Det værste var dog kulden. Vinteren 1941-42 var så streng, at det tit var næsten frostgrader inde i salen. »Den strenge kulde indvirker på vore medlemmer, der hellere vil hygge sig i kakkelovnskrogen end vove sig til badminton i Søndre Anlæg«, hedder det beklagende i klubprotokollen. For dog at få noget klubliv vedtoges det at holde »flæskespil om cigaretter<< på Gregersens Hotel. Et af bestyrelsens medlemmer stillede cigaretterne til rådighed!

Ganske som på alle andre områder i samfundet blev besættelsestiden en mærkelig tid for badmintonsporten. I 1939 havde dansk badminton nået verdenseliten, da Tage Madsen vandt herresingle og Tonny Ahm/Ruth Dalsgaard damedouble i All England turneringen, men så var der pludselig lukket af. Isolationen blev baggrunden for, at vi skabte et dansk særpræg, som senere kom os til nytte, men naturligvis havde den også sine negative sider. Boldmanglen var følelig, og i de iskolde lokaler sprang fjerene som glas, når de blev bragt ind fra omklædningsrummenes relative varme og fik et »gok« af ketcheren. I salen i Søndre Anlæg var fugten et næsten lige så stort problem. Fjerene løsnede sig fra korkbunden, så man kunne bruge et helt dusin bolde blot på en enkelt time.

Men besværlighederne skabte sammenhold. Overalt rykkede man tættere sammen i de iskolde spillelokaler, hvad enten det nu var haller (som der var kommet nogle få af) gymnastiksale eller forsamlingshuse, og der sparedes på det varme vand.

Ketcherne reparerede man, så godt man kunne, satte eventuelt nye skafter på. Der kom er lille parti italienske ketchere til landet, men de var ikke særligt holdbare. I Herning glædede man sig derfor over, at man havde en dygtig ketchermand som K.A. Lück til at udbedre skaderne på de skrøbelige trærammer eller til i ny og næ at levere en helt ny ketcher, når der var tarmstrenge til det. Skoene var også et problem. De blev lappet med udtjent cykelgummi, og så gik det lidt igen.

Tage Jepsen, formand 1939-46, præsenterer ved 40 års jubilæet en af de velkomne gaver; et net fyldt med fjerbolde og ledsaget af en rar check.