Det første jyske mesterskab

Sportsligt var de første år gået med klubmatcher mod nabobyerne, navnlig Holstebro, som man etablerede et nært samarbejde med. Det resulterede i mange spændende og jævnbyrdige dyster, selv om man altid måtte være indstillet på, at hvis de to bedste Herningspillere, Niels Rud og Arne Rønne, samme dag skulle spille fodbold på Fremads mesterrækkehold, var Holstebro på forhånd sikker på sejren.

Men for Herningspillerne var det alligevel altid en oplevelse at komme til Holstebro og spille i den hal, som man tidligt havde fået opført deroppe, og som åbnede mulighed for det rigtige badmintonspil med høje bolde til baglinien. Hjemmeholdet mestrede virkelig at udnytte rummet over banen, men efter en større nedsabling 21-8 i starten af 1940 var herningenserne dog ikke mere forknytte, end at de noterede:

»Holstebrospillerne var mægtigt i form og havde trænet ihærdigt, men alle Herningspillerne glæder sig meget til at få holstebroerne herned og få en revanche. Hallen er dejlig at spille i, men utæthed i taget gjorde den ene banehalvdel fugtig, hvad der generede spillerne i høj grad«. (Det var ikke underligt, for der lå regulære vandpytter!)

De specielle spilleforhold i Herning, som man helst skulle være fortrolig med, betød dog ikke, at herningenserne kun kunne klare sig hjemme. Allerede i 1939 fik man det første jyske mesterskab, da Gudrun Lück sammen med den sejrsvante tennismester Ella Christensen vandt damedoub-

le i b-rækken. 11941 blev Gudrun Lück jysk singlemester i samme række. Hun var i en lang periode frygtet blandt modstandere Jylland over, hurtig, sikker og med en snert i slagene, som ikke var almindelig blandt damer.

Men at få styrke i bredden var unægtelig noget af et problem. Der måtte instruktion til, og derfor var det en stor dag, da man i januar 1941 kunne samles for at studere, hvordan nogle af landsdelens bedste spillere greb tingene an. Det var Knud Gloggengieser, Børge Thykjær, Solveig Christensen og Tove Koch, der af Jyllands Badminton Kreds var sendt til Herning for at instruere og spille opvisningskampe.

»Instruktionen varede en lille times tid, og hr. Gloggengieser forklarede og demonstrerede livligt de mange forskellige slag, både drives, clears, dropshots og mange andre udtryk, som er fremmede for de fleste medlemmer. Hr. Gloggengieser anbefalede klubben at indføre og spille med »No shot« (d.v.s. at et urent slag dømmes fejl), der i mange tilfælde afgør bolden meget hurtigt. Klubbens medlemmer har sikkert skrevet sig de mange småvink bag øret og vil forsøge dem bragt ud i praksis til glæde og fremgang for dem selv og klubben«, hed det i en samtidig omtale.

I det hele taget sugede man viden til sig overalt, hvor det lod sig gøre. Samme år noteres i klubbens protokol: »Den 21. juli var flere af klubbens medlemmer til stede på Gregersens Hotel. En af vor bys borgere havde en prominent spiller fra en af hovedstadens klubber på feriebesøg. Frk. Haagensens pæne spil kom dog slet ikke til sin ret. Gulvet var alt for glat«.

11943 hejstes i Nordvestjylland oprørsfanen over for Jyllands Badminton Kreds i anledning af en kontingentforhøjelse. Tværtimod mente man, at kontingentet skulle nedsættes, for turneringsaktiviteten var i realiteten indstillet på grund af de ekstraordinære trafikforhold i dette det fjerde besættelsesår. Det vedtoges derfor at udmelde H.B.K. af kredsen. Samtidig meldte klubberne i Thisted, Vinderup, Lemvig og Holstebro sig ud, og det vedtoges at danne Nordvestjysk Badmintonkreds. Tre herningenserer kom i bestyrelsen: Tage Jepsen, Kaj Juul og Holger Knudsen.

Der etableredes en privat holdturnering, men det var ikke lette forhold at arrangere noget under. En lille beretning om et Herningsholds tur til Thisted illustrerer dette. Den foregik i april 1944, og toggangen var da så sparsom, at man ikke kunne nå frem og tilbage samme dag. Hverken bus eller private biler kunne der blive tale om, men man fik fat i en overbygget lastbil og en mand til at køre den, og så startedes fra Torvet kl. 6.30 med et hold morgenduelige spillere.

Tre timer senere var man fremme i Thisted, hvor man drak kaffe på Hotel Royal, »noget vi trængte til« efter turen på det kolde lastbil-lad. Kl. 10 begyndte kampene, og det blev en strålende dag for Herningspillerne, der for første gang i klubbens historie slog de stærke thyboer 11-9. Efter en fest startede bilen kl. 23 mod Herning »med en flok trætte spillere, der trods alt var glade for turen«.

Det varede iøvrigt ikke længe, inden de vestjyske klubber atter søgte ind i Jyllandskredsen, hvor freden så var genoprettet, men aktionen fik den virkning, at Jyllands Badminton Kreds indså det betimelige i at inddele hovedlandet i distrikter, hvis klubber følte naturlig tilknytning til hinanden. Samtidig mindskedes rejseudgifterne. Det blev til et østjysk, et nordjysk, et sydjysk og et sønderjysk distrikt foruden det vestjyske, der allerede var etableret. Inden for sidstnævntes ledelse har folk fra H.B.K. gennem årene været betroet mange poster.

Hjemme fortsatte de vanskelige spilleforhold i salen i Søndre Anlæg. På grund af elektricitets-restriktionerne skulle lyset nedskæres til det halve forbrug. Det klarede man ved at tage skodderne fra vinduerne om dagen, men senere blev det forbudt klubben at spille ved lys overhovedet.

Da formanden for Dansk Badminton Forbunds spilleudvalg, kaptajn Richard Heilbo, København, i 1962 deltog i H.B.K.s 25 års jubilæumsfest, mindedes han et instruktionsbesøg i Herning i vinteren 1945 i den kolde og fugtige anlægssal.

»Da jeg så de primitive forhold, hvorunder man her gik til idrætten, tænkte jeg: Bare vi kunne sende samtlige københavnske spillere herover på et års tvangsophold, så ville de nok lære at se anderledes på meget. Der er god grund til at lykønske Herning med, hvad klubben har præsteret: at holde optimismen og klubånden i live«.

Herning-spillere i Holstebro 1940

Stående fra venstre Johannes Schleischer, Jens Oluf Jepsen, Eigil Hansen, Karl Simesen, Hugo Nielsen, Arne Søgaard Madsen og Jens Peter Kirk. Siddende Karen Holst-Sørensen (en søster til storløberen), Ella Christensen, Inga Nielsen, Gunhild Jensen og Julie Knudsen.