Et årti med mange glæder

Det engelske hold: fra venstre Elliott Stuart, Paul Whetnal, Mike Tredgettt Ray Stevens, Derek Talbot, Gilian Gilks, Barbara Giles og Sue Whetnall

For H.B.K. blev halvfjerdserne et årti med mange glæder og forholdsvis få skuffelser, selv om de også hører med i billedet.

I 1973 begyndte man at undgive sit eget klubblad, kaldet »Drop«, der udkom i en femårig periode og i den tid løste en opgave ved at knytte mange nye medlemmer nærmere til klubben. Udgivelsen blev efter en pause genoptaget, men ophørte så påny.

Man fik også en sponsorordning med Midtbank. Den er stadig gældende og har været en god hjælp for holdene ved ekvipering og for økonomien. Det blev ved indgåelsen bestemt, at bankens tilskud især skulle komme ungdomsafdelingen til gode.

I 1974 fik H.B.K. efter mange forgæves forsøg endelig et landskamparrangement henlagt til Herning. Det var matchen England-Danmark, der var aftalt til at skulle afvikles 7. januar 1975. Rutine som arrangør af store stævner havde lederkredsen i H.B.K., men kunne den også klare en landskamp? Og ville der komme tilskuere nok?

Alle bekymringer blev gjort til skamme. To timer før den festlige indmarch og præsentation i Kongreshallen, hvor de syv kampe blev spillet, var alt udsolgt, skønt der var plads til 1500 tilskuere. Og den kritik, der i dele af københavnerpressen havde lydt om, at man placerede vigtige landskampe de »mærkeligste« steder i landet, og at D.B.F. burde ændre sin politik på det område, forstummede helt.

Berlingske Tidende skrev, at et perfekt arrangement og en professionel showramme gjorde lykke, og ved banketten bagefter stod en af de ivrigste kritikere, Svend Pri, op og gav sin uforbeholdne tilfredshed til kende, samtidig med at han beklagede sin utidige kritik. Sådan er en rigtig sportsmand også!

Forbundets kasserer var så begejstret, at han udkastede den tanke at overlade Herning de danske mesterskaber. Så vidt kom det dog ikke — og er endnu ikke kommet — men måske engang!

Landskampen endte iøvrigt med dansk sejr 4-3 og 14.000 rare kroner dumpede ned i H.B.K.s kasse.

Inden starten på landskampen England-Danmark 7. januar 1975 i Herning-hallen i Østergade var der indmarch og præsentation af spillerne. Her står det danske hold i landskampuniformer. Fra venstre er det Steen Skovgaard, Flemming Delfs, Poul Petersen, pen. Yderst til højre holdlederen Erik Jørgensen. 

40 års jubilæumssæsonen 1977-78 blev også mindeværdig. Førsteholdet var som allerede nævnt rykket op i Danmarksturneringen, men bemærkelsesværdigt blev året også, fordi den åbne jubilæumsturnering i oktober blev et helt lille VM-revanchestævne med verdens bedste på de seedede pladser: verdensmestrene Lene Køppen, Flemming Delfs, Steen Skovgaard og Svend Pri, de tidligere svenske verdensmestre Thomas Kihlström og Bengt Fröhmann samt englænderne Jane Webster, Ann Statt, Ray Stevens og Mike Tredgett.

Dette stævne rejste en offentlig debat om et emne, som længe havde været diskuteret mere i det stille: i hal-byen Herning fandtes (og findes) ikke en ren idrætshal (opvisningshal), som sportsklubberne kan leje til en pris, de kan magte. Kommunens idrætspolitik blev i den forbindelse stærkt kritiseret.

I den konkrete sag var verdens bedste badmintonspillere altså hentet til Herning. De kunne efter almindelig bedømmelse trække 12-1500 tilskuere til. I badmintonhallen kunne kun skaffes plads til 500. Derfor ville klubben gerne leje den runde hal i messecentret, men udgiften til leje, tilskueropbygning m.m. ville løbe op i 20.000 kr. En sådan udgift kunne entreindtægten ikke bære.

I H.B.K. vidste man, at Ikasthallen med 2000 faste tilskuerpladser kunne lejes for 800 kr. Det var fristende at flytte i hvert fald finalerne østpå, men da stævnet netop var den sportslige markering af klubbens 40 års jubilæum, ville det se ejendommeligt ud at flytte udenbys. Man valgte derfor Herning Badmintonhal som spillested også for finalerne — med deraf følgende mindre indtægt.

Men fingeren var sat på et ømt sted, og det kom der en god debat ud af. Kommunen meldte hus forbi, fordi den kunne pege på, at Herning generelt var en af de byer, der ofrede mest på idrætten. Problemet med den dyre halleje ved opvisninger skulle rettelig ses i sammenhæng med hele idrætsstøtten.