De sportslige resultater melder sig

Holdet, der i sæsonen 1976-77, sikrede H.B.K. adgang til Danmarksturneringens 3. division. Fra venstre er det stående Jesper Toftlund, Per Illdall, Kaj Duch, Hans Jørgen Jonassen, Kurt Larsen, Lennart Hansen og Erik Hagensen. Knælende ligeledes fra venstre Liselotte Gøttsche, Else Lund, Grethe Bang, Ulla Gaardskjær, Nelly Bak og holdlederen Stig Burgdorf.

Da det var blevet hverdag igen, viste det sig at gå som forudset: etablering af ideelle spilleforhold virkede som en saltvandsindsprøjtning for den i så mange år betrængte sportsgren, Ikke alene nåede man hurtigt op på over 450 medlemmer, men de sportslige resultater blev også forbedret for hver sæson.

Klubbens førstehold spillede sig allerede i den første fulde sæson 1972-73 fra Jyllandsserien op i Danmarksserien og i 1977 videre til 3. division. At få foden inden for i det forjættede land, der hed Danmarksturneringen, var naturligvis en berusende følelse. Og holdet var ikke kommet sovende til det, for aldrig havde man i H.B.K. haft et hold, der havde arbejdet så målbevidst med tingene. Både under træningen, op til kampene og under matcherne gik man seriøst til værks i alle faser.

Holdet mødte modstandere, der var teknisk bedre funderede, men alligevel drog H.B.K. af med pointsene, fordi spillerne var i besiddelse af en helt usædvanlig kampgejst, indpodet af Lars Engelbrechtsen, der efter en turneringskarriere havde vist sig at besidde usædvanlige evner som træner. Holdet bestod af Nelly Bak, Grethe Bang, Else Lund, Ulla Gaardskjær, Liselotte Gøttsche, Kurt Larsen, Kaj Duch, Erik Hagensen, Lennart Hansen, Hans Jørgen Jonassen, Jesper Toftlund og Per Uldall.

Alle var klar over, at deltagelsen i Danmarksturneringen kunne få stor betydning i form af øget tilgang af spillere udefra til de bedste hold, til ungdomsafdelingen og naturligvis for førsteholdet selv som løftestang.

Forventningerne skulle heller ikke blive skuffede, for året efter fortsattes op i 2. division (samtidig med at andetholdet kom i Danmarksserien), man fik nye spillere, bl.a. Kenn H. Nielsen fra Skovshoved, Niels Christensen fra Thisted og Martin Quist fra Aarhus, og i 1986 opfyldtes så den store drøm: oprykning til 1. division.

At der var mange hurdler undervejs, vil efterfølgende kunne konstateres, men uomtvisteligt er det, at de gode spilleforhold var med til at danne baggrund for ikke alene holdtriumfer, men også af de mange fornemme individuelle resultater, der har præget navnlig firserne.

Hallen var nemlig blevet tumleplads for en skare af Herningdrenge og -piger, hvoraf mange viste sig at besidde virkeligt talent for badminton. Men den blev også rammen om et godt og fornøjeligt klubliv, hvor kammeratskabet blev stærkere og stærkere. I kantinen samledes turneringsspillere og motionister for at snakke badminton og hygge sig, mens sulten og tørsten blev stillet, og den blev en naturlig ramme om små, hyggelige klubsammenkomster.

Skiftende kantinebestyrere sørgede for, at rimelige krav til mad og drikke altid kunne opfyldes, at den frie opførsel, som var en selvfølge, aldrig gik over stregen, og rekvisitter og bolde kunne købes i huset. Det første bestyrerpar, Elin og Hans Pedersen, stod for driften i fire sæsoner, så fulgte Karen og Jens Ove Jensen i syv sæsoner, og siden 1982 har endnu et afholdt par, Nora og Svend Rasmussen, bestyret kantinen. Begge har et godt tag på de unge, så alle føler klubben som deres andet hjem, og ligesom forgængerne har parret været meget aktive i de indtægtsgivende aktiviteter.

Kun omklædningsforholdene og baderummene i den nye hal var ikke helt, som de kunne ønskes, men omkostningerne havde sat en grænse for, hvor meget man kunne klare i første omgang.

Imidlertid var ved projekteringen taget højde for, at en tilbygning kunne blive aktuel. Den kom i 1980, kostede 370.000 kr. og omfattede udvidelse af kantinen, nyt køkken og nye omklædnings- og baderum til både herrer og damer.

Det havde været ønskeligt samtidig at øge baneantallet, fordi tilstrømningen af nye medlemmer fortsatte i et omfang, så man gentagne gange måtte sige nej til ønske om aftentimer.

For at afhjælpe pladsmanglen blev skaffet spillemuligheder til en del medlemmer i Gjellerupskolen og i en af Herninghallerne ved Vardevej. Andre badmintoninteresserede fandt ind i bestående oplandsklubber eller dannede deres egne, en tilvækst, der yderligere fik badmintonsporten til at blomstre.

Virkningen af halbyggeriet kom således til at brede sig som ringe i vandet. Adskillige af de talenter, der dukkede op i andre klubber, er senere søgt ind i Herning Badmintonklub for at videreudvikle sig, og den gamle klub har på den måde fået direkte glæde af knopskydningen.

Et projekt til en helt ny hal med fire baner sammenbygget forskudt med den bestående hal ligger ved jubilæet færdigudarbejdet, og økonomien er sikret, men det venter stadig på startsignal fra kommunen, som har måttet lave en prioriteringsordning for idrætsbyggerierne.

Efter at den nye hal var taget i brug og kørt ind, trak Mogens Bendixsen sig efter en 10-årig formandsperiode i klubben tilbage i 1973 for at blive afløst af Per Olaf Poulsen. Han fortsatte imidlertid som formand for Den selvejende Institution Herning Badmintonhal, men da udvidelsen var gennemført her, tog han i 1981 også afsked med denne post. Klubben hædrede ham ved den lejlighed med et æresmedlemsskab.

Inden udvidelsen af kantinen i 1980 var det trangt med pladsen. Alligevel var den en hyggelig ramme om mangt et godt samvær, en rigtig »hule«, hvor man kunne samles både i det daglige, og når en festlig lejlighed bød sig.