Login

Masser af medaljer til HBK

25.01.2012 16:08 af Herning Badminton Klub

Philip Madsen fra Herning Badminton Klub var i weekenden i Kolding og stillede op i U15-Mesterrækken, og det blev til medaljer i alle rækkerne. Philip og makkeren Mette Wille fra Esbjerg spillede sig til en flot førsteplads i mixdouble efter først at have vundet semifinalen sikkert 21-14, 21-12 over Jeppe Schack og Caroline Andersen fra hhv. Aabenraa og Herning BK. Mere modstand fik de i finalen til Carl Grann og Anne Sofie Spanggaard-Larsen fra hhv. Svendborg og Odense BK. Første og andet sæt blev meget tætte, men de slog sejren fast i tredje sæt med cifrene 21-19, 20-22, 21-13. I single mødte Philip igen Carl Grann i semifinalen, og det blev endnu en gang en meget tæt og god match, som Philip tabte 21-19, 19-21, 19-21. I herredoublen sammen med makkeren Alexander Høglund nåede Philip finalen mod klubkammeraten Rasmus Kæseler og Carl Grann, men tabte i en meget spændende, nervepirrende og særdeles velspillende kamp med 23-25 og 19-21. Således blev det til en både første- og andenplads til Herning Badminton Klub i herredoublen.

Endnu en Philip, nemlig Philip Seerup spillede i U15-Eliterækken i Højbjerg, hvor han og makkeren Mathilde Bjergen spillede sig frem til semifinalen, hvor de mødte Jeppe Bay og Line Fleischer. Desværre nåede de ikke længere, da Philip fik en forstrækning i benet i starten af tredje sæt og derfor ikke kunne spille optimalt. Kampen endte med cifrene 22-20, 15-21, 21-14. Ærgerligt efter to rigtig flotte sæt, hvor sejren uden tvivl ville være gået til ”Herning-parret”.

Simon Kjeldal Lauridsen stillede ligeledes op i U15-Eliterækken, og det blev til en fortjent andenplads i herredouble sammen med Frederik Bjergen fra Aalborg Triton. Efter et par hårde indledende kampe hvor der skulle kæmpes for sejr, var parrets første finaleplads i eliterækken hjemme. Modstanderne, Mikkel Enghøj og Jeppe Bay fra hhv. Lillerød og Solrød Strand, var dog stærkere, så Simon og Frederik måtte tage til takke med andenpladsen. Alligevel kunne de være tilfredse med sølvet, som nu betyder, at de er rykket frem fra sjette pladsen til fjerde pladsen på ranglisten.

Tilbage