Login

Igen medaljer til Herning Badmintonklub

02.10.2012 16:32 af Herning Badminton Klub

Emil Klose fra Herning Badminton Klub indkasserede 2 flotte placeringer ved Sportmaster Cup i Grindsted i weekenden. I single blev det til en 3. plads i en tæt kamp mod Mikkel Bertelsen, der vandt med 18-21, 21-16, 21-18. I mix blev det til en 1. plads sammen med klubkammeraten Matilde Hansen. Her mødte de endnu en Herningspiller. Mark V. Olsen og Kseniya Ryzhova fra Langhøj. I en spændende kamp vandt Matilde og Emil med 21-10, 19-21, 22-20.          

Rasmus Kæseler deltog i sæsonens anden elitestævne for U-15, som blevet afviklet i Broager. I herredoublen sammen med Mathias Bjerring fra Højbjerg, levede de til fulde op til deres seeding som nr. 2. I finalen mødet de Kristoffer Weesgaard fra Skagen og Jakob Lindquist fra Holbæk, men trods fint spil måtte de se sig besejret med 19-21 og 15-21. Alligevel en flot turnering af drengene, hvor de formåede at følge op på deres flotte spil fra deres første elitestævne.

Malene Kæseler deltog også i sæsonens anden elitestævne for U-13, som blev spillet i Brønderslev.
Hun spillede sig sammen med makkeren Jenni Olesen også fra Herning Badmintonklub frem til en flot semifinaleplads. Her mødte de Emilie Meldgaard Solrød Strand og Line Christoffersen KBK. Det blev til et meget velspillet 1. sæt, som pigerne desværre tabte 19-21, herefter gik luften lidt af ballonen, og de tabte 2. sæt 9-21. Malene deltog også i mixdouble sammen med sin faste makker Mads Muurholm, Viby. I semifinalen mod Frederik Sommer og Emilie Meldgaard fra Solrød Strand, vandt de 21-19 og 22-20 i en meget spændende kamp, og var herefter klar til finalen, hvor de skulle møde Amalie M. Krog, Greve og Rasmus Kirkegaard, Lillerød. Kræfterne var dog brugt op, og de måtte tage til takke med en 2. plads med cifrene 12-21 og 12-21. Trods nederlaget, fik de bevidst, at de kan være med helt fremme.

Endnu en Herningspiller, Markus Lange Mathiasen, var i ilden. Det var hans første turnering i U13C-rækken, og han vandt alle sine kampe. I single blev det til en 1. plads, da han besejrede Miki Bundgaard fra Lind og i herredouble blev det til guld sammen med makkeren Alex Remme Larsen fra Tjørring.

Tilbage