Login

HBK rykker op for fjerde år i træk til DanmarksSerien - vandt 13-0 over Team Salling

14.03.2012 21:09 af Herning Badminton Klub

HBK rykker op (flere billeder findes under menupunktet "Klubben - Flere gallerier")

Herning Badminton Klub er gået ubesejret igennem både grund- og slutspil i Jyllandsserien

Herning Badminton Klubs (HBK) Jyllandsseriehold sikrede sig i weekenden oprykning til Danmarksserien. En sikker sejr over Team Salling, hvor HBK vandt alle 13 kampe i holdkampen, gør, at klubben er sikker på at rykke op, selvom der endnu mangler en spillerunde.

- Det var en super holdindsats. Det har været kendetegnende hele sæsonen, og det er derfor, at vi har været så suveræne. Hele holdet har spillet godt, siger træner Thomas Kjær.

Hallen i Sportcenter Herning var pyntet op i de lyserøde Giro d’Italia-farver, både for at lokke frivillige til at hjælpe under cykelløbet, men også for at lokke mange folk til kampen. Det hjalp og omkring 150 tilskuere var på plads.

- Alle var opsatte på at vinde på hjemmebanen foran de mange tilskuere, så spillerne ydede en maksimalt indsats, siger Thomas Kjær.

Det er fjerde år i træk at klubben rykker op. HBK mistede for nogle år siden en masse spillere og gik fra at være en topklub til at spille i serie 2.

Efterfølgende har det været et langt sejt arbejde for at få klubben tilbage på sporet.

- Som træner er det dejligt at se at arbejdet med ungdomsafdelingen bærer frugt, og at HBK igen er blevet er attraktiv klub at spille i, siger Thomas Kjær.

Holdkampene spilles bedst af 13 kampe, og HBK gik ubesejret igennem grundspillet, hvor det kun blev til 9 nederlag i 91 individuelle kampe. Også i slutspillet har HBK været suveræne. Intil videre er det blevet til tre sejre i tre holdkampe og sejre i 34 kampe og kun 5 nederlag.

Holdet består af Christina O’Neill, Julie Fischer, Camilla Madsen, Matilde Hansen, Allen Harbo, Kristian Erntsen, Martin L. Hansen, Mathias L. Hansen Patrick Fugl og Simon Juhl.

Tilbage