Login

FLOT OG VELFORTJENT HÆDER TIL LISELOTTE OG THOMAS

25.03.2013 19:18 af Herning Badminton Klub

Herning Badmintons cheftræner Thomas Kjær blev i mandags kåret til årets ungdomstræner i Badminton Midtjylland og samtidig blev Liselotte Gøttsche Damgaard kåret som årets leder i Badminton Midtjylland. Det skete ved den årlige generalforsamling i Ry.

HBK indstillede Thomas Kjær, da han har ansvaret for træning af samtlige spillere i klubben. Han er meget vellidt af både spillere, forældre og ledere i HBK på grund af sin dygtighed og sit behagelige væsen. Thomas udviser stort engagement, er altid velforberedt til træningen og formår at tilpasse træningen til den enkelte spiller.

Herning Badminton Klubs ungdomsafdeling har spillere fra den lille nybegynder til ungdomsspillere fra D til eliteniveau, og alle spillere føler sig lige værdsatte af Thomas, uanset hvilket niveau de spiller på, og klubben har oplevet stor medlemsfremgang. Ud over sin badminton- faglige viden har Thomas med sin uddannelse som fysioterapeut stor viden om trænings-tilrettelæggelse samt forebyggelse af skader og behandling af disse.

Thomas er god til at motivere de ældre ungdomsspillere til at fungere som hjælpetrænere og sikre, at de kommer med på relevante kurser. Endvidere bliver seniorspillere rekrutteret af Thomas til træning af ungdomspillerne. På seniorsiden står Thomas i spidsen for holdet, som er rykket fra Serie 2 til Danmarksserien på få sæsoner.

Liselotte Gøttsche Damgaard er medlem af bestyrelsen i HBK og har været formand for USU i en årrække. HBK indstillede Liselotte, da hun gør et kæmpe arbejde for ungdomsarbejdet i HBK. Liselotte deltager i alle arrangementer, som USU arrangerer, heriblandt alle hjemmestævner, som bliver afviklet i klubben, juleafslutninger, Natminton og Stjernetræf i Baboon City, sommerlejr, sommertræning m.m.

Liselottes store badmintonfaglige viden, hendes erfaring fra sin egen lange karriere og hendes store hjerte for HBK betyder alt for, at man i klubben har et rigtigt godt miljø, hvor alle føler sit tilpas. Liselotte er synlig, og alle ungdomsspillere ved, hvem Liselotte Gøttsche Damgaard er, og hun kender dem. Liselotte er en kulturbærer og et stort forbillede for alle klubbens medlemmer.

Tilbage